onsdag 12. marts, 2008...3:45

Dialog uden grænser - Part 1: Bederum og halalslagtning

Jump to Comments

Dialog mellem mennesker skal ikke begrænses af fordomme, religiøse overbevisninger eller politiske holdninger. Vi er alle forskellige og hvis vi ikke var tolerante overfor hinanden, så ville der være kaos.

Men for at forstå, hvad vi skal være tolerante overfor, så er dialog og viden vigtigt. Det nytter altså ikke noget, at prøve at overbevise folk om, at være tolerante overfor noget de ikke forstår.

Foruden mangel på viden, så er fordomme måske en endnu større hindring. Fordomme er baseret på manglende viden, og derfor bliver en konklusion ikke baseret på hele sandheden. Måske bliver hullerne fyldt ud af en persons egne tanker, hvilket ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Hvem skal så være tolerante overfor hvem?
Som sagt, så ville vi leve i kaos, hvis vi ikke alle var tolerante overfor naboen, andre billister, den lange kø med alle fjolserne i brugsen osv. Når folk bliver intolerante, så ser vi nabostridigheder, road rage osv. Dette sker heldigvis ikke så tit, så det kan vi leve med.

Men i Danmark står vi overfor en helt ny situation. Vi har ikke en lang historie med immigranter, som vi ser i Frankrig eller USA, så derfor er vi naturligvis mere skeptiske, overfor ændringer i vores samfund. Her er nogle konkrete problemstillinger:

Bederum på danske hospitaler
Hvorfor i alverden skulle vi indrette bederum?

Det handler ikke om danske værdier eller kultur. Det handler om noget så personligt, som at bearbejde sorg og modgang i livet. F.eks. er det ikke nemt at være læge. Hvis man er så uheldig, at en patient dør, så er det noget der sætter dybe spor på sjælen. At miste et familiemedlem, der har afgået ved døden, er den største sorg, et menneske kan udsættes for. Her bruges religion, for at bearbejde denne sorg, og religion spiller en stor rolle, i hvad man tror, der sker efter døden.

Hvis man har brug for et rent og stille rum, til at bede til Gud, skal dette så nægtes de religiøse mennesker?

Halalslagtning af dyr
Hvorfor skal vi benytte halalslagtning, fordi muslimerne siger det?
Er det ikke dyreplageri?

Den måde halalslagtning fungerer på i Danmark, er ikke anderledes end hvis det var normal slagtning. Dyret bliver ikke slagtet mens det er i live, men bliver bedøvet først. Dyrenes Beskyttelse, Danish Meat Association og Landbrugsrådet bekræfter dette, og har ikke noget imod den måde det fungerer på. Man kan få tilladelse til, at slagte dyr uden bedøvelse under helt særlige forhold, men dette er endnu ikke sket, ifølge Dyrernes Beskyttelse.

Vi halalslagter i Danmark, for at holde mulighederne for eksport til de muslimske lande åbent. Jeg har ikke tal på, hvor meget vi eksporterer til de muslimske lande, men over 30% af vores eksport går til ikke-EU lande, ifølge Danmarks Statistik. På samme tid, kan muslimer i Danmark roligt købe kyllinger, uden at tænker over om det er halal eller ej. Hvis vi ikke gør det, går vi glip af en indkomst fra eksport, plus at danske muslimer ville importere fra udlandet, og dermed vil der komme underskud på dette område. Fra branchens side, sker det af økonomiske grunde, fremfor at skulle “give efter” for danske muslimers ønsker eller krav.

Leave a Reply